Martin Clante: Ny direktør for Factor X Adman

Med sammenlægningen af Factor X og Adman har vi også rokeret rundt i posterne på bureauet.

Ny administrerende direktør for Factor X Adman er 51-årige Martin Clante, hidtil partner i Adman i København.

Her kommer et mini-interview med den nye direktør for det hele.

En fusion mellem et århusiansk og et københavnsk bureau. Hvorfor nu det?

MC: ”Det gav god mening på mange måder. Factor X havde mange kunder på Sjælland og manglede en base til at håndtere de lokale kunder. Samtidig var det sådan, at Adman (med kontor i København K) havde frie ressourcer. Begge bureauer ville gerne udvide og vokse, og her var chancen. Heldigvis var der gensidig god kemi og god kollegialitet lige fra starten, og det er den bedste basis at starte fra.”

Hvordan ser du forskellene mellem de to bureauer – og hvor er lighederne?

MC: ”Adman er mere vant til BtG og BtC end FX, som er et udpræget BtTB-bureau. Adman har også traditionelt haft mere fokus på at fortælle historier, hvor Factor X med sit BtTB-fokus nok har en mere strategisk funderet tilgang. Adman kan lidt mere det vilde, mens Factor X har stærke web- og strategiske kompetencer.

Hos Factor X har vi jo også Bo Westberg, som holder af at sælge og vedligeholde den gode relation til kunderne Og selv om vi alle har det sådan, er det jo en gave at finde en med Bos kvalifikationer, som er så god og dedikeret til netop det. Jeg for min del er vant til at holde styr på de indre linjer, så matchet er rigtig godt. Derfor skal der nu fuldt fokus på salg og på at få udnyttet ressourcerne optimalt på begge sider af sundet.”

… og hvor skal så vi hen?

MC: ”Alle snakker om vækst, og det er da også noget, vi gerne vil have – også fordi vi gerne vil konsolidere virksomheden. En af målsætningerne er at få nogle lidt yngre kræfter ind hen ad vejen og udvide bredden af bureauets kompetencer. Vi ønsker at skabe en virksomhed, hvor vi konstant udvikler os selv og i særdeleshed vores kunder, og skal vi udvikle os som virksomhed, skal vi have et større udsyn. Det kan blandt andet ske ved dels at frigøre ressourcer til at tænke nyt, dels ved at få impulser fra nye kolleger, både kreative, teknologiske og ikke mindst menneskelige. Vi skal have en organisation, der er på forkant med samtidens diskurs og oppe på beatet hele tiden. Vi synes jo, at vi har meget at give videre –- samtidig med at vi må sande, at de fleste af os er på vej til seniorstatus. Og selv om vi ser os selv som evigt unge og sætter hår og smører os ind i inciterende cremer, så rækker det jo nok ikke til evig tid…”

En altmuligmand med en velkendt stemme

Martin Clante fortæller, at han som 25-årig aldrig havde forestillet sig, at han skulle ende som direktør i reklamebranchen. Vejen har da også været både kroget og ualmindelig.

”Jeg blev først uddannet som finmekaniker, og mit mål dengang var at blive maskiningeniør. Eller, det vil sige, det var det egentlig slet ikke. Jeg ville være musiker, fik en international pladekontrakt og den slags, men det blev ved håbet om den store internationale karriere. Så blev jeg producer og lydtekniker og ad omveje hijacket til en kreativ daghøjskole på Østerbro, hvor jeg var leder for linjen for lyd- og studieteknik. Der underviste jeg i 6 år. I mellemtiden byggede jeg mit eget studie op, som jeg endte med at sælge, da jeg fik fornemmelsen af, at det var tid til at prøve noget helt nyt – stærkt tilskyndet af pladebranchens voldsomme afmatning i slutningen af 90’erne.”

Martin har i årevis været en meget benyttet speaker til tv-reklamespots og er i besiddelse af en af de mest velkendte speakerstemmer herhjemme – og det førte ham i armene på reklamebranchen.

I starten af det nye årtusinde hentede adm. direktør Michael Kastrupsen ham til Saatchi & Saatchi, hvor han begyndte som volontør og arbejdede sig op til en stilling som Kreativ Projektudvikler. I 2009 valgte han at gå sammen med resten af partnerne i Adman, hvor han har fungeret som partner, direktør, tekstmand, konceptudvikler og meget, meget andet.

”Jeg er praktiker af natur – og jeg har været så heldig, at jeg har kunnet lære af de bedste i branchen, hvor jeg end har været. Ringen er nu sluttet for mig: jeg er omgivet af nogle af branchens dygtigste folk i vores nyfusionerede bureau. Og ved skæbnens sammentræf tæller de blandt andet både min ældste ven og den første AD’er jeg sad over for hos Saatchi & Saatchi. Min rolle bliver fra nu af at få tingene til at spille optimalt, og det er jeg sikker på, at vi nok skal lykkes med.”

Hvordan krøller margarinen?

Palsgaard er ny kunde hos os, og vores første opgave er en større gennemskrivning og ombearbejdning af et af Palsgaards vigtige salgsværktøjer: Virksomhedspræsentationen.

Vi er mange, der skylder Palsgaard en tak. Uden dem havde verden været et fattigere sted, for uden Palsgaards grundopfindelse havde vi måttet drømme os til produkter som mayonnaise, margarine og storskalaproduceret flødeis. Palsgaard producerer nemlig emulgatorer, som gør det muligt at blande olie og vand (hvis man har prøvet at håndrøre en dressing, ved man, hvor svært det kan være at få olie, vand og eddike til at snakke sammen).

Med Palsgaards opfindelse af den kommercielle emulgator blev det muligt at fremstille – på helt anden industriel skala – emulgerede produkter som fx margarine, dressing, is, kager, brød og chokolade. I dag sælger Palsgaard sine produkter i hele verden med højteknologiske produktions- og testfaciliteter på flere kontinenter.

Palsgaard udvikler fortsat emulgatorer på livet løs, bl.a. til emballageindustrien, hvor tilsætning af emulgatorer til folieemballage eksempelvis modvirker, at pakken med den friske salat dugger til indefra. Desuden er Palsgaard kendt for en uhyre stærk og prisvindende CSR-indsats – og for at have måske Danmarks smukkeste firmadomicil.

En præsentation, der passer til virkeligheden
Vi blev bedt om at give Palsgaards virksomhedspræsentation en make-over på både tekst og grafik. Det handlede om at formidle hele Palsgaards væsen og karakter i velvalgte billeder og i en smuk og diskret grafisk stil, så tilskueren kan få det rette indtryk af en global, veldrevet, velkonsolideret, ansvarsbevidst og traditionsrig pionervirksomhed.

Hvordan krøller margarinen?
Særligt billedsiden i sådan en præsentation er vigtig, for den emotionelle differentiering, der finder sted, er mindst lige så vigtig som den faktuelle formidling i ord. Men let er det ikke.

Billeder af fødevarer er en svær disciplin, fordi det meget let kan komme til at se helt forkert og direkte uappetitligt ud. Samtidig skal sådanne generiske billeder, som vi har brugt i præsentationen, også gerne være dækkende for alle de anvendelser og nationale forskellige, der kan tænkes.

Kan det for eksempel tænkes, at en amerikaner og en kineser har forskellige opfattelser af, hvordan margarine skal se ud, og hvordan det krøller, når man trækker smørekniven gennem det?

Slutresultatet her er æstetisk, roligt, appellerende og tilpas generisk til, at alle kan nikke genkendende til billederne, uanset nationalitet og lokale fødevaretraditioner.

Vi giver også gerne et bud på, hvordan din virksomhed kan kommunikere, både i ord og i billeder.

AH Industries: Kommunikationsplan og nyt website

Vi bygger et helt nyt website og en kommunikationsplan for AH Industries

AH Industries er en maskinfabrik, kort fortalt. Men en stor maskinfabrik med afdelinger flere steder i Danmark og i Kina og en omsætning på lige under en milliard. AH Industries’ største kunder finder man i vindbranchen og i cementbranchen, hvor man især har behov for meget store metalemner, der er forarbejdet med ekstremt små tolerancer og under meget høje krav til kontrol og dokumentation – og selvfølgelig til en knivskarp pris.
Factor X fik opgaven med at gentænke hele virksomhedens kommunikation med et helt nyt website som omdrejningspunkt. Formålet med opgaven var at udvikle AH Industries kommunikation fra branchefokus til kompetencefokus for at understøtte AH Industries salgsindsats.

Sælger I også vindmøller?

Man kan konstatere, at man har et problem med kommunikationen, når der kan opstå forvirring omkring, hvad man egentlig sælger. AH Industries har haft det problem i flere år. Således har kommunikationen via AHI’s hidtidige website været så tilpas forvirrende, at folk bl.a. har fået det indtryk, at AHI bygger vindmøller – det gør de ikke. Så der var lidt at få rettet op på for os.

Masser af photo-ops

Noget af det fede ved svær maskinindustri er, hvor godt det tager sig ud på billeder. AH Industries bearbejder f.eks. nav til vindmøller, de fræser på bremseskiver og drejer aksler til vind og til skibsindustrien, og det er både smukt og skulpturelt at se på. Vi har fået taget en stribe fuldstændig fantastiske fotos fra AHI’s produktion, og dem bruger vi skamløst i både website og i den nye profilbrochure.

Responsivt website med salgspower

Vi lagde ud med en workshop for hele virksomhedens ledelse, hvor vi gennemgik strategi, mission, vision og alt det dyre. Derefter tog vi hjem til os selv og tænkte os om. Resultatet blev en operationel kommunikationsplan indeholdende mediemix, tidsplan, strategisk, taktisk og operationelle kommunikationsniveauer og en helt ny grafisk identitet. Vi producerede et nyt website og en 12-sidet profilbrochure, og resultatet taler for sig selv: Det er tæskeflot, og det er sælgende.

Besøg AH Industries’ nye website på www.ah-industries.com og se resultatet – og tænker du, at din egen kommunikation kan gøres bedre og mere sælgende, så er Bo Westberg ikke længere væk end et telefonopkald.

Sælgende præsentationer og infografik

Vi bygger en suveræn præsentation for Danfoss Industrial Automation, og vi sætter også strøm til den.

Danfoss Industrial Automation er en af de nye kunder her i huset. Danfoss Industrial Automation (i daglig tale bare IA) er en del af Danfoss Cooling og udvikler og sælger komponenter, der gør forskellige typer af maskiner mere effektive: Temperatursensorer og tryktransmittere, for eksempel, som sidder i store entreprenørmaskiner, marine motorer og andre industrielle maskiner.

IA har haft behov for at få moderniseret og strømlinet den præsentation, IA altid anvender over for nye kunder, nye ansatte og andre, der skal forstå IA’s komplicerede forretning hurtigt og nemt. Den opgave fik vi, og det er en af den slags opgaver, vi godt kan lide. Det handler nemlig om at omsætte store mængder af data og information fra talrige kilder til god, enkel kommunikation i velvalgt tekst og smukke billeder.

Det er ingen hemmelighed, at vi er glade for infografik her i huset, og at vi ofte giver vores kunder det råd, at de bør overveje at kommunikere på den måde. Svære tekniske problemstillinger bliver med ét gjort letforståelige og endda ligefrem underholdende.

Vi har gjort det samme for IA i deres nye præsentation – for hvordan skal man ellers få fortalt folk, hvor mange steder, IA-produkterne i virkeligheden optræder? Resultatet blev en ret omfattende præsentation, der kan anvendes bredt og som fortæller historien om IA på en sympatisk og letforståelig facon.
Der skal strøm på

Nu sætter vi strøm til den også – så den kan køre som sin egen lille animationsfilm. Vi har skrevet en speak og får den indtalt af en amerikansk skuespillerinde med en pæn og tillidsvækkende stemme, og så har vi en animeret præsentation. Det er en supersnedig måde at få mest muligt ud af det materiale, der er udviklet, synes vi i hvert fald selv.

Præsentationen omfatter:

  • Infografik med tal og fakta
  • Appellerende billedmateriale
  • Segmentopdelt information

Roskilde rykker

Med sine mere end 84.000 borgere er Roskilde Kommune en af Danmarks største kommuner. Kommunen er kendt som en af de mest progressive, ikke bare i kraft af Roskilde Festival, men også på grund af sine mange initiativer og tiltag inden for erhverv, kultur, klima og byudvikling.

En af de store satsninger er Musicon bydelen. En helt ny bydel, der skal indbefatte kulturelle attraktioner, inspirerende parkområder og kreative virksomheder. For eksempel bygges Danmarks Rockmuseum, Roskilde Festival Højskole og Roskilde Festivals nye hovedkvarter på Musicon, ligesom Roskilde Tekniske Skole i 2013 har indviet nyt byggeri.

Factor X Adman har været med fra Musicon bydelens spæde opstart. Til Musicon og Danmarks Rockmuseum har vi lavet en række forskellige opgaver, som f.eks. logo og visuel identitet, website og profilfoldere.

Desuden har vi igennem mange år forestået design, layoutet og produktion Roskilde Kommunes medarbejdermagasin ”Kilden”, ligesom vi sammen med Roskilde Kommunes HR afdeling har udviklet, designet og produceret dialogværktøjet PULS, som er implementeret i Roskilde Kommunes næsten 400 virksomheder. Derudover har vi løbende lavet informationsmaterialer om blandt andet sundhed rettet mod både medarbejdere og borgere.

Vi er naturligvis stolte af at bidrage til så væsentlige initiativer i Roskilde Kommune – og med et forbilledligt godt samarbejde, præget af respekt og tillid, kan vi ikke være andet end overordentlig glade for at være på leverandørlisten.

Montana: Ud af boksen

Med et stilsikkert og enkelt design indskriver Montana sig i den stolte danske designtradition, og brandet står stærkt i kundernes og forhandlernes bevidsthed – en position, som kræver løbende vedligeholdelse og udvikling.

Som led i sin nye marketingstrategi valgte Montana at insource annonce- og katalogproduktion og lade Factor X Adman forestå udviklingen af strategiske og alternative markedsføringstiltag.

Første resultat af samarbejdet var et below-the-line idékatalog, der tog udgangspunkt i Montanas stærke engagement i samtidskunst og kulturliv, og hvis hovedvægt var lagt på profilering af Montana overfor et yngre segment/fremtidens forbrugere. Den foreslåede strategi blev fulgt op af et antal kreative idéoplæg, der ud over kunst og kultur fokuserede på dialog og loyalitet i forhold til kunder og forhandlere.

Med udgangspunkt i idekataloget udviklede og designede Factor X Adman efterfølgende ”Montana News” – et interaktivt nyhedsbrev med fokus på kunst, kultur og indretning, udformet som et online magasin med artikler, billeder, film, lyd og animationer. Magasinets formål var at informere, inspirere og styrke interessen for Montanas brand hos retail kunderne samt at vedligeholde og udvikle relationerne.

Desuden udviklede vi en eksklusiv forhandlertoolbox, som kunne benyttes ude i butikkerne i forbindelse med salg og lokal markedsføring af Montana. Toolboxen gjorde det muligt for forhandlerne at lave individuel markedsføring i overensstemmelse med Montanas overordnede guidelines og indeholdt en række konkrete redskaber til nye tiltag indenfor annoncering, instore, outdoor og events, f.eks. en PR pressemeddelelsesbank, et online annonceværktøj med prædefinerede templates, en oversigt over rekvirerbare instore materialer, templates til outdoors og facadedekorationer, inspiration til lokale events og meget mere.

Endelig har vi lavet diverse adhoc opgaver for Montana som f.eks. en ny Facebook side, præsentationer, plakater etc.

Danfoss Cooling: Med isbjørnen i Bayern

Vi besøger Danfoss i en tysk by og glæder os over eget arbejde, og det må man gerne

Nürnberg er en tysk by. Den ligger nede sydpå. I Tyskland.

Det var vist nok udstrækningen af vores viden om denne smukke bayerske storby, må vi nok erkende. I hvert fald var det ren opdagelsesrejse for os, da vi i oktober måned drog did for at bese vores bedrifter på Danfoss’ stand på den store Chillventa-messe.

Køl er hot

Chillventa er en messe for kølefolket – ingeniører, teknikere, indkøbere og forretningsmænd med interesse for køleteknik. Og det er big business, for alt og alle skal have noget med køl, lige fra huse og kontorer til fødevareproduktion og alt muligt andet. Danske virksomheder er heldigvis blandt de førende på internationalt plan i denne evigt voksende branche. Ikke mindst Danfoss, selvfølgelig. Med en central placering på messen i et markant, nyt rødt design kan man med sindsro sige, at Danfoss skilte sig ud fra alle de andre, der stod der i jakkesæt foran deres køledimser og ventede på, at nogen skulle komme forbi.

Ikke Danfoss. Der kom alle forbi. Det kunne man slet ikke undgå. Og vi havde en del af æren for det – sådan i al ubeskedenhed.

En isbjørn og en kändis i cowboyhat
Factor X havde arbejdet med udstillingen i et par måneder i tæt samarbejde med Danfoss. Vi udarbejdede blandt andet en skærmpræsentation, der kort og slagkraftigt viste den fremtidige udvikling på kølemarkedet. Vi stod for at udarbejde pressemeddelelser, plancher og skiltning på standen, og vi udarbejdede et lækkert 24-siders messemagasin med korte artikler om alle produktnyhederne på standen, og dem var der gonnok mange af. Blandt de visuelt stærke indslag var fantastiske fotostater med billeder af bymiljøer samt en enkelt isbjørn, der virkelig fik folk til at standse op og se efter en ekstra gang – for smukt og imponerende, det var det.

Og det vakte opmærksomhed. Så meget, at messens top-celebrity, en tysk tv-realitystjerne i cowboyhat og frynsejakke, lagde vejen forbi Danfoss-standen (den eneste stand, han besøgte!) og hilste på, hvilket vakte vild begejstring blandt de tyske besøgende og mild forvirring blandt de ikke-tyske besøgende, men hvad, det gav en masse omtale! Desværre har vi glemt hvad han hed – men kendt, det var han. Flot hat, der.

Så det endte godt for Danfoss – og for os. Der var ros hele vejen rundt til det kreative og kommunikative på messen, og vi tog stolte hjem. For nu ikke bare at rose os selv, kan vi lade marketing manager Dorthe Sindberg fra Danfoss få det sidste ord:

”Factor X var en væsentlig del af den succes, vi havde på årets Chillventa. Deres kreativitet og entusiasme gjorde det meget lettere for os at skabe en helt igennem fantastisk messe for Danfoss, hvor vi fik sendt vores nye corporate design og nye budskaber godt og grundigt ud over scenekanten.”

Og hvad med dig? Skal du have din egen isbjørn? Skal vi give din næste messe et løft? Så giv Bo Westberg et ring på 20 60 94 23.

METRO THERM på VVS ’15

Siden nytår har vi arbejdet på at realisere METRO THERM’s nye grafiske identitet, komplet med et gnistrende nyt website og en stabel nye brochurer og andet guf. Det hele kulminerede på VVS’15, og vi var med.
Vvs-messen i Odense er den danske vvs-branches fornemste mødested. Her kommer de alle sammen, og her har METRO THERM altid været med. I år var det hele bare anderledes, fordi vi havde været involveret som nyt bureau for METRO THERM siden årsskiftet. Til denne messe skulle alt (så vidt muligt) gerne være klar. Det omfattede en helt ny grafisk identitet og en lang række konkrete kommunikationsprodukter som brochurer, give-aways, standdesign og ikke mindst lanceringen af det nye og meget dekorative website.

Uwe på slap line
Op til messen havde METRO THERM inviteret en stak beslutningstagere på fjernvarmeområdet til et foredrag med Uwe Hansen, en af landets førende eksperter i lige netop fjernvarme. Vi havde udarbejdet en flot, trykt invitation, og den havde den ønskede effekt, idet lokalet var proppet til sidste plads. Vi fik filmet foredraget og fik det lagt på METRO THERM’s nye YouTube-kanal, hvor man kan få sig en grundig indføring i valget mellem veksler eller beholder, når man skal dimensionere et fjernvarmesystem.
Resultatet kan du se på YouTube her >>

Afsløring af noget hemmeligt
Det så godt ud, det hele på METRO THERM’s stand. Den var altså flot. Det er ikke bare noget, vi siger, fordi vi har designet den. Alle syntes det samme. Smagfuldt, effektivt, tiltalende, begavet.
Midt på standen stod noget, der var hemmeligt indtil torsdag eftermiddag. Under et rødt klæde, som næsten ingen gik hen og løftede på, for at se, hvad der var under.

Der blev hældt cremant op, og folk stimlede sammen, og så hev salgs- og marketingchef Christian Brydensholt klædet af og afslørede et helt nyt produkt, som METRO THERM kommer til at bringe til markedet til efteråret: Et helt nyt pillefyr, kaldet METROCOMPACT – et helt nyt produktområde for METRO THERM.

Det er noget, der nok skal vække opsigt, for det er et helt nydesignet pillefyr, der er lavet specielt til det danske marked, og det kan alt undtagen at lave kaffe og spille tuba. Men mere om det en anden god gang.

Cabinplant: Krøllede hjerner og sardinrobotter

På Fyn – hos Cabinplant – kan de snitte hovedet af sardiner, så det er en ren fryd. Vi har produceret Cabinplants nye firmaprofilbrochure.

En anden af vores helt nye kunder er den fynske industrivirksomhed Cabinplant. Der kan de noget med fisk (og grøntsager og kød og alt muligt andet, der kan spises). Hos Cabinplant udvikler man nemlig maskiner til fødevareproduktion, som markedsføres over hele verden, og som er vanvittigt specialiserede og grænseløst fascinerende at studere.

Hvad stiller man op med flere tons sardiner?
Lad os sige, at man står med et par ton sardiner, der skal renses og snittes til og proppes i dåser sammen med olie, så man kan få sig et stykke rugbrød med mayo og sardiner. Hvis man råder over så mange sardiner, er man typisk en fiskeproducent, og her skal det gå stærkt og være meget præcist, og spild og svind skal minimeres. Normalt har man folk til at stå og sprætte sardinerne op, skære hovederne og halerne af og putte dem i dåser.

Det er hårdt og opslidende akkordarbejde. Det må kunne gøres lettere.

Det kan det også – hvis man taler med Cabinplant. For her kan man få en sardinrobot, som er en hel produktionslinje, hvor robotarme flytter rundt på fiskene, snitter hovederne af dem med stor præcision og også lige suger indvoldene ud med vakuum. Det er meget avanceret og er noget med kameraer og hydraulik, og det ser helt vildt ud. Bagefter lægger robotten de færdige sardiner ned i dåserne. Altså: Ind med fiskene i en stor pærevælling i den ene ende. Ud med sardiner på dåse i den anden.

Det er de krøllede hjerner hos Cabinplant, der med deres kreativitet og tekniske snilde kan løse alverdens sære fødevarehåndteringsrelaterede problemer – og det er det, vi skulle kommunikere i Cabinplants nye profilbrochure.

Men mennesket lever ikke af sardiner alene – og Cabinplant kan håndtere alt muligt andet spiseligt også. De er indendørs verdensmestre i alt, der har med at veje fødevarer af og sende dem de rigtige steder hen – ned i dåserne, ned i bakkerne og så videre. Og de har opfundet en blanchør, der giver bønnerne eller gulerødderne lige tilpas med damp, inden de bliver pakket. Når grøntsagerne blancheres, bliver der sat stop for de enzymprocesser, der ellers vil nedbryde plantevævet – og ærterne og rødderne kan fryses ned og holde sig friske i lang, lang tid.
Smart! Miljørigtigt! Og reduceret madspild! Det er noget, vi kan lide.

Vi har skrevet, layoutet og produceret deres nye profilbrochure. Den får budskabet om kreativitet og problemløsning i verdensklasse ud over rampen og ud til kunderne på en smagfuld og spændende måde.
Det kan vi også gøre for din virksomhed. Bare skriv til os, så rykker vores eget team af krøllede hjerner ud.